Betragtninger over bevægelse og lyd i den stille sensommer
Rikke Otte
Betragtninger over bevægelse og lyd
i den stille sensommer
I lang tid har jeg villet ud til havet.
Sensommeren er her, så forleden hoppede jeg på cyklen og tog afsted, kære Eg. Sydpå mod kysten. For at se havet. Jeg cyklede på landevejene. Lige strækninger af smalle asfaltveje. At cykle på landet, er at cykle på vejen og at dele pladsen med bilerne. Der var mest landbrugsjord i sigte. Nogle marker stod brune, som åbne sår. Der var få biler og enkelte andre cyklister, mere sportsklædte end jeg. Jeg så ikke nogen gå tur langs vejene.
Solens stråler varmede min ryg. Der var vindstille. Jeg trådte i pedalerne, og kæden raslede. Havde glemt at oliere den. Igen. Når jeg ikke trådte i pedalerne, var der en underlig stilhed. Som befandt jeg mig i en surrealistisk ørken, hvor lyde kan rejse enorme afstande.
Da jeg passerede en række enkeltstående gamle træer langs vejen, hørte jeg fuglekvidder fra kronerne. Fuglenes kvidren fremstod tydelig i den ellers sære stilhed. Jeg tog mig selv i at holde inde med at træde i pedalerne, så jeg kunne høre fuglenes kvidren, når jeg passerede hver trækrone. Mellem de gamle træer, trådte jeg igen i pedalerne og kæden raslede. Jeg satte farten op og trillede et længere stykke, og mærkede hvordan lyden omkring de gamle træer var som sprudlende liv i et mørkt univers. Fuglenes kvidren føltes boblende i mig, hver gang jeg passerede dem. Boblende. Stilhed. Boblende. Tomhed.
Jeg kom til at tænke på en podcast, hvor den akustiske økolog Gorden Hempton fortæller, at den menneskelige hørelses sensitivitet matcher præcist til fuglesang. Mennesket har udviklet sig til at kunne høre fuglesang, formentlig fordi fuglesang var den primære indikator på et tidligt habitat, som var gunstigt for menneskelig trivsel. De steder hvor fugle, hvis lyde mennesker hører som sang, trives, var formentlig steder hvor mennesker kunne trives. Fuglenes sang var lyden af mad, af rigdom.
Længere fremme bemærkede jeg nogle hvide, bevægelige prikker ude på en mørk mark. Da jeg kom tættere på, fik jeg øje på ploven bag traktoren, og så at de hvide prikker bag den, var store fugle.
De store, hvide fugle flokkedes, dykkede og prikkede i den vendte jord.
Fuglene her sang ikke, de skreg.
Den underlige stilhed, som findes her på landet, er det lyden af lav artsdiversitet, kære Eg? Er det lyden af sprøjtede marker og optimerede produktionsforhold? Når træerne fældes, jorden blotlægges eller der sprøjtes hen over de ensartede afgrøder, så mindskes insektbestanden, så forsvinder fuglene. Er det det, stilheden fortæller?
Der hvor jorden blotlægges og svedes af i solen er der ikke mange levesteder for de fugle, som synger og kvidrer. Eller for de insekter fuglene lever af. Markerne er et produktionslandskab, som er tilpasset såning og høst med store maskiner.
Er det sådan?
...
En anden dag sidder jeg ved Tryggevælde å, ikke langt fra dig, og betragter hvordan vinden rammer planterne, hvordan de forskellige planter holder vinden forskelligt, når vinden slår bølger af bevægelse gennem området.
I podcasten havde Gordon Hempton sukket drømmende, da samtalen drejede over på græsvind. Lyden af vind, der stryger over græs. Hver eneste strå, hver eneste struktur sin egen lyd, når vinden rammer. Korte strå for dybe toner, lange strå for højere toner.
Men hvad med lyden af vind der rammer sivene, krusningerne i vandets overflade, eller din kraterfyldte bark? Vindens og luftens orkestrering af lyd i alt som er på et sted? De forskellige længder, teksturer, hårdheder og modstande som skaber variation af lyd i mødet med vind, og sammen med stedets øvrige lyde former lyden af det her sted? Ligesom mennesker har hver deres lyd, tempi og rytmer, som er med til at gøre, at jeg synes jeg kender dem, har et sted også den slags karakteristika.
Jeg tænker på hvordan stedets lyd påvirker mig. Og hvordan stedets lydmæssige komposition ændres af min tilstedeværelse. Fuglene bliver måske stille, eller de laver alarmkald indtil jeg har været her længe nok, til at de er blevet trygge ved min tilstedeværelse. Men hvordan med lyden af vinden, som kaster luft mod min hud, gennem mit hår, hen over blusen? Hvordan bevæger mine bevægelser luften, skubber luft videre, eller omdirigerer luftens bevægelser? Hører andre arter lyden af hvordan min krop fysisk skaber et møde med vinden? Hører andre arter mig gennem den lyd? At min krop skaber læ for vind og lyd, så vinden må glide hen over ryggen eller stryge gennem mit hår? Ville jeg kunne lære at lytte på den måde, og høre teksturerne, formerne og bevægelserne på et sted?
...
Vi deler luften.
I min indånding, findes noget af din udånding.
Min indånding gøres mulig af planterne, af træer som dig.
Når jeg taler, sender jeg vibrationer gennem luften.
En vibration i min hals, min stemme, en lokal vind mod din bark.
Hvilke liv berører mig gennem vindens strejf mod min kind?
Hvilken luftplankton, bakterier, vira, udstødningsgasser, pesticidrester, pollen, hvad ved jeg?
Når vinden griber mine ord, kan de tage fart og skyde gennem landskabet, opløses eller forstærkes.
I min vejr-app, kan jeg se at vinden bevæger sig med en hastighed på 5 meter i sekundet.
Blot ét sekund efter jeg har udtalt ordet ‘nu’, kan dette ‘nu’ være blevet båret 5 meter væk af vinden. 1 minut, 300 meter.
Hvordan bevæger dette talte ‘nu’ sig med vinden?
Hvordan op l ø s e s ordet med vinden, bliver en del af vinden idet det gribes af vinden og føres med – eller forstummer?
Måske høres min stemme ikke længere 300 meter fremme, men hvad med min udånding, som følger ordene, findes noget af den i luften 300 meter fremme?
Hvilke andre millioner udåndinger blandes den med og bliver til luft?
Vind presser, skubber og sætter luft i bevægelse.
Hvor langt har vinden bevæget luften?
Om 5 min? Om 5 måneder? Om 5 år? Om 500 år?
Teksten er et uddrag fra et igangværende projekt.